VIDENSCENTER
  • Skal jeg vælge elektronisk eller mekanisk pressostat?

Elektronisk eller en mekanisk pressostat?


Skrevet af Morten B. Jensen, Product Manager – Instrumenter hos KLINGER Danmark

Pressostater benyttes til trykovervågning i systemer, der f.eks. indeholder hydraulik- og kølevæsker, ligesom mange pneumatiske systemer er sikret med en trykafbryder.

En trykafbryder er et måleapparat, der konverterer et målt systemtryk til et elektrisk skiftesignal, som kan viderebehandles af et styresystem, eksempelvis en PLC. Uanset om det er en mekanisk eller en elektronisk omskifter, er udgangssignalet fra en pressostat altid et binært signal.

I praksis er en pressostat inaktiv, indtil det indstillede skiftepunkt nås, eksempelvis ved tryk = 10 bar, hvorved trykket ”trigger” kontaktsignalet og ændrer udgangens status. Forenklet sagt så slutter og bryder en pressostat et elektrisk kredsløb - afhængigt af dens design og / eller indstilling - når den når et defineret skiftepunkt.

Men skal man så vælge en elektronisk eller mekanisk pressostat?

Den mekaniske pressostat

Konverterer procestrykket til et elektrisk signal via en mekanisk bevægelse – uden forsyningsspænding; Det mekaniske tryk overføres til en bevægelse af et stempel, som igen benyttes til at aktivere en skiftekontakt. Stemplet holdes på plads af en fjeder der skaber det modtryk, som skal overvindes for at stemplet bevæger sig – det er altså fjederkraften, der er bestemmende for, hvor det aktuelle skiftepunkt for trykafbryderen er. Indstilling af skiftepunktet foretages derfor ved at spænde fjederen til det ønskede modtryk, valget af fjeder bliver derfor bestemmende for kontaktens funktionsområde, kontaktpunkt og hysterese.

Det er generelt enkle enheder bygget med pålidelighed eller lavpris applikationer i tankerne. Ofte afhænger konstruktionen af hvor hyppigt kontaktsignalet skal aktiveres, idet de enten kan være designet til hyppige koblingscykler i processtyringsapplikationer eller til sikkerhedsapplikationer der kræver få koblinger. Mekaniske trykafbrydere tillader normalt ikke justering af hysteresen, ligesom punktet for nulstilling er forudindstillet ved fabriksindstilling, så det kan heller ikke konfigureres.

Hvornår skal man bruge en mekanisk pressostat?

De er perfekte til sikkerhedskritiske applikationer, som kræver en selvstændig ”sovende” sikkerhedsvagt, der giver et øjeblikkeligt signal når trykket krydser en bestemt forudindstillet værdi – uafhængigt af udefrakommende kilder, som f.eks. spændingsforsyning.




Er der fokus på prisen er de ofte attraktive alternativer, blot sal man være opmærksom på den mekaniske slitage, der kan resulterende for tidlige fejl ved mange koblinger.

Den elektroniske pressostat 

Elektroniske trykafbrydere er opbygget som en tryktransmitter, dvs. det er en trykfølsom sensor, der påvirkes af procestrykket. Ved påvirkningen deformeres sensoren en smule; en deformation, der kan aftastes, og omformes til et elektrisk signal, som er proportionalt med procestrykket. De målte værdier bearbejdes elektronisk i en mikroprocessor, og kontaktpunkt, hysterese og andre funktioner kan let indstilles enten direkte på enheden med knapper og et display eller ved brug af software. En elektronisk kontakt er derfor meget fleksibel og kan tilpasses stort set alle forhold.

Det giver også mulighed for kontinuerlige trykaflæsninger, ligesom en angivelse om udgangssignalet er aktivt eller ej ofte er en del af enheden. Benyttes busteknologi, som f.eks. IO-Link, kan dette også bruges til fjernprogrammering via signalkablet – så alarmpunktet f.eks. kan tilpasses aktuelle procestilstande.

Hvornår skal man bruge en elektronisk pressostat?

Elektroniske trykafbrydere er velegnede til applikationer, som kræver stabilitet, flere switchpunkter og fleksibilitet i styringen – f.eks. i forbindelse med automatiseret udstyr. De er det ønskede valg til installationer, der kræver fleksibel programmering og justering, lokale indikationer og ekstra analoge udgangssignaler.

Se mere hér



Instrumenter - trykmåling KLINGER Danmark

Viden om trykmåling hos KLINGER Danmark

Hos KLINGER Danmark sætter vi en ære i at kunne berige vores læsere med relevant viden blandt andet indenfor trykmåling.

Læs vores udvalg af artikler her på siden eller se vores produktsortiment ved at klikke på trykmåling.