Stempelventiler har en lang historie som dampventiler. De nævnes første gang allerede i 1800-tallet og kendetegnes ved anvendelsen af et cylindrisk stempel, der styres af et tætningssystem – i stedet for den klassiske skive- og sædekonstruktion.
Et vigtigt gennembrud kom i 1922, da Richard Klinger udviklede en ventil (KVN), hvor det konventionelle tætningssystem blev erstattet af et stempel med to elastiske og udskiftelige tætninger. Denne innovation har siden leveret høj tæthed og forenklet vedligeholdelse – også under varierende tryk- og temperaturforhold.
Moderne stempelventiler tilbyder dermed et mere strømlinet flowforløb, bedre beskyttelse af tætningerne mod erosion og lettere udskiftning af tætninger ved service. Det gør dem til et holdbart og driftssikkert alternativ til konventionelle sædeventiler – særligt i damp- og kondensatsystemer.
Sædeventil
Sædeventilen blev udviklet i 1800-tallet ud fra tidlige damp- og vandventiler og blev hurtigt en af industriens mest anvendte ventiltyper.
Princippet bygger på en kegle (eller plugg), som via en spindel presses mod et sæde og dermed regulerer flowet. Konstruktionen egner sig godt til præcis regulering, men har en mere kompleks flowvej, hvilket kan medføre trykfald og erosion.
Med tiden er der opstået mange varianter og patenter, men de bygger alle grundlæggende på det samme klassiske princip. Resultatet er en robust, men ofte mere vedligeholdelseskrævende standardventil – især inden for damp og procesmedier.
